Uvejr

"Det var en mørk og stormfuld nat!" Lissie lagde grinende tegneserien fra sig. Det var så sjovt, det der med Nuser, som altid begyndte sine historier på den måde, og så blev det vist aldrig rigtig til mere end det!

I øvrigt så passede det faktisk rigtig godt til virkeligheden. Hun kunne høre, hvordan regnen piskede ind mod vinduet. Grenene fra kirsebærtræet holdt sig godt nok heller ikke tilbage: dunk, dunk, dunk ...

Bare hun dog kunne bruge rullegardinet, så hun kunne lukke uvejret ude. Skærme sig mod det! Hun havde flere gange sagt det til faren, at han skulle få det lavet, men det var helt som sædvanlig: "Ja, ja, det skal jeg nok!" Og så skete der ikke en skid ...

Hvis nu bare hendes værelse havde ligget på førstesalen, men nej! Hernede kunne der ske alt muligt ...

Hun for sammen med et skrig, da vinduet pludselig splinteredes med et ordentlig brag. Hun mærkede bogstavelig talt blodet isne i årerne. Hun turde ikke trække vejret. Hvad skete der? Hvem havde gjort det? Kunne der komme nogen ind til hende? Hun trak sig helt ind under dynen gispende efter vejret. Hvis hun havde kunnet høre sig selv, ville hun have hørt en angstfyldt og spinkel pibende lyd, men der var i hendes bevidsthed kun plads til angsten.

Hvis bare hun havde kunnet råbe på forældrene, men de var på besøg hos naboen: "Du kan da godt være alene hjemme i aften, Lissie. Ikke? Du er jo efterhånden 9 år!"

"Jo, selvfølgelig kan jeg da det", havde hun svaret uden at tænke nærmere over det.

Et voldsomt brag fra noget, der væltede, fik hende til med en hikstende gråd at pakke sig helt ind i dynen. Hvad skete der? "Mor, hjælp mig", hviskede hun. Hun mærkede ham nu oven på dynen, et kraftigt bump. Åh Gud, hvad skal jeg gøre?

Hun hulkede nu højlydt uden tanke for, om han kunne høre hende, ham, der var kommet ind til hende.

"Miav, miav, miav", lød det pludseligt fra indtrængeren. Lissie smed dynen fra sig, knugede katten ind til sig og hikstede i en blanding af gråd og latter: "Var det bare dig, Misser?"