Ugens ord er "tid"

19-06-2026
Hvad er tid?
Hvad er tid?

Folk, som ikke har tænkt dybere over begrebet tid, opfatter tid som "noget, der går", dvs. noget, der tænkes i analogi med ting i bevægelse. "Tidens gang" måles ved hjælp af ure eller andre måleinstrumenter, og selvom sådanne ikke fandtes, ville tiden gå alligevel. "Tidens gang" tænkes som jævn eller fastlagt. Ethvert minut har samme længde som ethvert andet minut, enhver time samme længde som enhver anden time osv. Selv om al bevægelse i hele universet pludselig ophørte, så alt var stilstand, ville tiden stadig gå.

Denne forståelse af tid er naiv og slet ikke holdbar, hverken i forhold til moderne videnskab eller til såkaldt "gammel visdom", såvel den vesterlandske som - især - den østlige, som den udspillede sig i områderne onkring Indien og Kina.

Begrebet "tid" er langt mere kompliceret end hvad folk i almindelig tror.

Filosoffen Immanuel Kant (1724 - 1804)
Filosoffen Immanuel Kant (1724 - 1804)

I den vestlige filosofihistorie er det først og fremmest Immanuel Kant, som springer i øjnene. Hans opfattelse var, at vi ikke kan erkende tiden som noget, der eksisterer "derude" i virkeligheden. I stedet betragtede han tiden som en fundamental og medfødt anskuelsesform. Tiden er det "filter", som vores menneskelige bevidsthed strukturerer alle vores ydre sanseindtryk igennem, for at vi overhovedet kan forstå noget som helst.

Tiden er a priori, hvilket betyder, at den er den måde, hvorpå vi erfarer, og dermed går den forud for al erfaring. Vi kan slet ikke sanse eller tænke noget uden at placere det i en tidsmæssig rækkefølge.

Jeg må sige, at jeg er helt enig med ham, så længe vi taler om det inkarnerede menneske; mennesket, som det forefindes i kød og blod. I efterlivet forholder det sig formentlig anderledes simpelt hen, fordi bevidstheden dér fungerer på en fundamentalt anderledes måde.

Denne opfattelse er helt i overensstemmelse med hinduistisk og buddhistisk filosofi, hvor opfattelsen inden for de fleste retninger er, at vores oplevelse af en tidslinje, der bevæger sig fra fortid til fremtid, dybest set ikke er andet end en illusion (maya).

Personligt har jeg aldrig forstået den lineære opfattelse af tid, altså at 500 år er længere væk end 5 år. Når man fx diskuterer forurening af jorden, så er det som om, at bare noget først sker om "lang tid", så er det lige meget! Det forstår jeg ikke ... - for mig er "om 500 år" lige så nærværende som "om 5 år".

Alle tider og alle tidspunkter eksisterer samtidigt, det er kun vores ret så primitive menneskelige opfattelsesevne, der placerer dem på en tidslinje.

Denne teori (eller dette faktum 😉) kaldes her i Vesten ofte for eternalisme, og selv om det i manges ører lyder mærkværdigt og måske ligefrem absurd, så er det faktisk et synspunkt, som er i fuld overensstemmelse med den mest moderne videnskab. Eternalismen underbygges tilsyneladende ret konsistent af de nyste teorier inden for teoretisk fysik. Der er masser af evidens herfor. Se evt. denne korte video (kort, men fremragende!) som en slags appetitvækker:

Share