Ugens ord er "fremmed"

FREMMED

Sikke et ord, som fru Fortuna har puttet i min lykkepose denne uge. Der er rigtig meget at komme efter, rigtig meget at kommentere, alt for meget til en kortfattet blog!

Maleren Edward Hopper (se billedet overfor) illustrerer i de fleste af sine malerier på fantastisk vis det at føle sig fremmed / fremmedgjort.

Men her alligevel nogle få input:

Jeg ved ikke, om det er almenmenneskeligt at føle sig fremmed i verden, at føle sig fremmed også blandt venner og bekendte, ja endog blandt familiemedlemmer? Det er i hvert fald en følelse, som jeg udmærket godt kan nikke genkendende til. Mon ikke også de fleste kan det?

Et eller andet sted hinsides det her syge univers, som vi er tvunget til at leve i, ja, der er vi alle ét, vi er alle én og samme bevidsthed, alle er ét i Gud, Altet, Verdenssjælen, Kosmos eller hvad du foretrækker at kalde Ham, Hende, Den eller Det ...

Men så længe vi er inkarnerede, så er det anderledes: Vi fødes alene, vi lever alene og vi dør alene.

Vi kan kun have et overfladisk kendskab til andre mennesker og vice versa. Selv de mennesker, som er os allernærmest, kender os kun delvist. Alle mennesker har hemmeligheder ...

Selv de mennesker, som er hinanden allernærmest, er grundlæggende fremmede for hinanden. Naturligvis kender en ægtefælle os betydelig bedre end postbuddet (det håber jeg da! 😜), men grundlæggende er det det samme: vi er alle ensomme øer i Bevidsthedens uendeligt store hav, i hvert fald indtil vi forlader den fysiske verden. Vi er et samfund af fremmede blandt fremmede!

Søren Kierkegaard siger det sådan i "Øieblikket" Nr. 7, 1855:

... En Christen i det nye Testamentes Forstand er, skjøndt han, lidende, staaer midt i dette Livs Virkelighed, dog aldeles fremmedgjort for dette Liv, han er, som det hedder i Skriften ... en Fremmed og Udlænding — ...

Dog gælder det ikke kun en "Christen", men ethvert menneske!

I skønlitteraturen har vi det klassiske eksempel i den franske roman fra 1942 "L'étranger" af Albert Camus. En bog, som er kendt af enhver franskstuderende i fortid, nutid og fremtid. På dansk er titlen "Den fremmede". Hovedpersonen er den i Algeriet bosiddende franskmand Meursault. Han ...

- udviser følelsesmæssig ligegyldighed:

Meursault udviser en slående mangel på sociale konventioner og følelser. Det mest markante eksempel er hans manglende sorg ved moderens død ("I dag er mor død. Eller måske i går, jeg ved det ikke"), hvilket senere bruges mod ham i retten. Han reagerer ikke på kærlighed (Marie) eller venskab på forventet vis.

- afspejler det absurde:

Meursault lever i nuet og agerer ofte mekanisk, hvilket understreger en eksistentialistisk fremmedgørelse. Han ser ikke mening i de strukturer, samfundet opstiller (ægteskab, arbejde, religion), og dette gør ham til "den fremmede" i en verden, der desperat søger mening.

- er fremmedgjort over for handlinger:

Meursault begår et meningsløst drab, primært drevet af solens varme og omstændighederne snarere end et klart motiv. Han føler sig adskilt fra sine egne handlinger, som om han blot observerer sit eget liv

- er et offer for samfundets fremmedgørelse:

Det gennemsnitlige menneske reflekterer ikke, men gør bare det, der forventes; det, man plejer at gøre; det, ligger lige for; det, andre gør; det man gør ...

Meursault er nået et skridt videre. Han er bevidst om, at han ikke er som de andre. Han er ligeglad med deres småborgerlige og konventionelle normer, men han mangler det yderligere skridt, at han vælger et altenativ til samfundets normer. Han lader sig bare føre med af meningsløshedens tilfældigheder.

Hvis Meursault havde kendt Kierkegaard, så havde han måske også vidst at Søren Kierkegaard betragtede det "at vælge sig selv" som en aktiv, eksistentiel opgave, hvor mennesket tager ansvar for sit eget liv og bliver den, man er. Det handler om at vælge sin egen identitet frem for at lade sig bestemme af tilfældige omgivelser, hvilket er centralt i værket Enten-Eller (1843).

At vælge sig selv betyder hos Søren Kierkegaard at tage fuldt ansvar for sit eget liv og den person, man er, med både fordele og mangler. Det er en livslang opgave, hvor man holder op med at flygte fra sig selv (fortvivlelse) eller kopiere andre, og i stedet med vilje og etisk mod vælger sig selv og sin egen eksistens, som den nu engang er.