Skraberen

For det meste har jeg et godt liv. Man kan vist godt sige, at jeg på ingen måde bliver overanstrengt. Min daglige arbejdstid overstiger ikke 10 minutter, resten af tiden ligger jeg helt afslappet og laver absolut intet. Kun er jeg nok lidt ked af, at jeg – når jeg ikke arbejder – for det meste ligger i totalt mørke i et af badeværelsesskabene. Skal jeg være helt ærlig – og det er jeg faktisk opdraget til at være – så ville jeg gerne have ligget et sted, hvor jeg kunne følge lidt med i, hvad der skete rundt omkring mig. Det er jo ikke megen information, jeg ellers får …

Måske kunne mine mennesker sætte en radio op herude, så jeg kunne blive lidt mere bredt orienteret? Men ok, man kan jo ikke forlange alt her i tilværelsen. Jeg nøjes …

Til gengæld kan jeg glæde mig over den menneskelige kontakt, jeg trods alt har, og det er som sagt stort set hver dag! Jeg smyger mig vellystent og kælent op ad Adams kinder og kæber. Han bruger en rigtig lækker og velduftende creme, som jeg boltrer mig i! Nå ja, boltrer og boltrer … - jeg følger selvfølgelig den anviste vej, men det føles, som som jeg svømmer i champagne! Jeg er grundlæggende nok ret hedonistisk indstillet.

Skal jeg absolut klage over et eller andet bortset fra kedsomheden, så er det nok det, at Adam ikke altid er så god til at skifte mine blade. Det er ellers vigtigt, da de naturligvis ellers indimellem bliver slidte. Når han glemmer det, kan jeg godt få følelsen af, at jeg gnider mig mod et stykke sandpapir og ikke som det normalt er: en sensuel sansemættet oplevelse af blødhed.

Men jeg minder ham om det. Jeg gør ganske enkelt mit arbejde dårligere og mere sjusket, og yes: Det virker, han bander og skifter så mine blade, og jeg er næsten som nyfødt!

Så alt i alt er jeg vel godt tilfreds med tilværelsen? Tja, hvis det ikke lige havde været for en detalje, der pludselig manifesterede sig her i lørdags. Der kom nemlig en ny skraber her i huset. Og I Guder for en skraber: lille, handy og med et forrygende design! Og – hold nu fast – lyserød!

Hvordan kunne jeg nu vide det, når jeg 23 timer og 50 minutter i døgnet var placeret i et mørkt skab? Det kunne jeg også kun, fordi der jævnligt sker det, at Adam glemmer at rydde op efter sig. Det forhold har jeg allerede overværet flere kontroverser omkring. Men det har så gjort, at jeg har set Pauline (som Adams nye sambo hedder) tage denne lyserøde skraber frem.

Og hvad har jeg dog ikke været vidne til, når Pauline gik i gang med sin yndigste lyserøde skraber, åh Gud, det er slet ikke til at tænke på! Jeg må sige, at hvis der er noget, jeg kunne tænke mig anderledes her i tilværelsen, så ville være at kunne bytte plads med den lyserøde! Jeg må lægge planer …