Morder?

Jeg er ikke sikker, men jeg har vistnok begået et mord engang! Der foresvæver mig et eller endet om, at jeg har slået noget ihjel, det er lidt uklart for mig, hvem, hvorfor og hvordan, men det, jeg ser nogenlunde tydeligt for mig, er det, at jeg begravede et lig ved siden af det udhus, som var et lille anneks til den villa, mine forældre havde dengang.

Det er under alle omstændigheder rigtig mange år siden, og jeg havde muligvis næsten glemt det. Men nu kom det så pludselig frem i medierne i går, at politiet havde fundet nye spor at gå efter i et forsøg på at få opklaret og afsluttet sagen. Det drejede sig om Yvette Rosenstand, som for næsten 60 år siden pludselig forsvandt. På trods af en formidabel indsats fra politiets side, blev der ikke gjort de mindste fremskridt i efterforskningen. Man turde end ikke konkludere, hvorvidt hun var blevet dræbt, bortført eller var forsvundet af egen fri vilje.

Jeg husker naturligvis sagen: Yvette Rosenstand var nemlig lillesøster til en af mine klassekammerater, så det fyldte selvfølgelig meget i bevidstheden hos os 17-18 årige, som kendte hende og broren.

Jeg havde faktisk ikke tænkt på hende i løbet af de mange år, der var gået, men det slog mig nu, hvor sagen igen dukkede op i medierne: Var det hende, jeg havde slået ihjel? Jeg kunne ganske simpelt ikke huske det...

Jeg blev afbrudt i mine grublerier af en af sygeplejerskerne, jeg kan ikke huske handes navn, de ligner allesammen hinanden. Altså lige bortset fra hende den sorte, som ikke var så god til dansk, men ellers var hun ligesom de andre: de troede allesammen, at de kunne behandle mig som et barn, der ingenting forstod. Og den måde, de talte til mig på! Jeg fik brækfornemmelser af det!

"Går det bedre med dig i dag, Peter? Har du fået appetitten igen? Nu skal du bare se her: Et rigitg lækkert stykke chokoladekage! Og så din kaffe!" Og så den påtagne kælne stemme!

Jeg svarede ikke, hvordan fanden troede hun selv, at jeg havde det? Hun gik heldigvis igen med det samme.

Jeg fandt hurtigt tilbage til den tankerække, jeg var blevet afbrudt i. Det var blevet nævnt i lokal-TV her i går (vi har fjernsyn i opholdsstuen), at der var blevet fundet nogle effekter i området omkring Ralf Asmussens Vej. Hvad det var for nogle effekter, blev der ikke sagt noget om, kun at det var et fund, som fik politiet til at genåbne den ellers for længst lukkede sag. Og Ralf Asmussens Vej, det var jo dér, jeg boede sammen med mine forældre, indtil jeg flyttede hjemmefra som 23 årig.

Jeg havde faktisk næsten ikke sovet i nat. Det havde kørt rundt i hovedet på mig, igen og igen: Var det mig, der havde slået Yvette ihjel? Hvad nu, hvor politiet fandt ligresterne og kunne forbinde dem til mig? Hvad ville mine børn så ikke sige? Og jeg ville komme i fængsel! Tænk at have en far eller bedstefar, som kommer i fængsel for mord som næsten 80-årig! Jeg kunne slet, slet ikke bære at tænke på, hvordan deres reaktion ville være! Jeg skammede mig dybt!

Uhm ... - det var nu alligevel en god chokoladekage!

Mit blik faldt på de mange fotos, jeg havde hængende på væggen. Var der mon også et af Yvette! Jeg rystede forvirret på hovedet. Hvorfor i alverden skulle der være det ...

Der var derimod et andet billede, jeg holdt meget af: det var mig som 14-årig med min hund Busser. Jeg holdt utrolig meget af den hund, men som alt andet her i universet havde han også en udløbsdato. Jeg husker stadig, da vi 3-4 år senere holdt en begravelsesceremoni for ham. Vi begravede ham lige ved siden af udhuset, helt tæt på, så risikoen ville være minimeret for, at han skulle blive gravet op af ræve, som måske kunne få færten.

Jamen, var det så ikke Yvette, jeg havde begravet? Det kørte bare rundt i hovedet på mig. Yvette var jo ikke en hund; det flimrede for øjnene af mig, sorte pletter, som udførte en danse macabre; det var, som om der kørte en karrusel rundt inde i min hjerne, en karrusel på speed.

En stemme spurgte mig, om jeg ikke havde det godt. Vel en af de der personaler! Jeg brølede så højt, jeg kunne: "Lad mig være!" Jeg følte det i hvert fald selv, som om jeg brølede, men det kan ikke have været ret højt, for mennesket fremturede: "Hvad siger du, Peter? Se her, jeg tror lige, du skal have lidt at falde ned på. Tror du ikke, du vil have godt af det?"

Der må være gået nogle timer. Jeg lå i sengen, jeg følte det, som om der var et eller andet vigtigt, jeg havde glemt. Det var nok chokoladekagen. Jeg så, den stadig stod på bordet ...