Karen

Lyset skar ham i øjnene, så han lukkede dem straks igen. Var det virkelig allerede tid til at vågne. Han syntes ikke, han lå særlig godt, og så gjorde det fandens ondt over det hele. Måske ikke så underligt, når man havde rundet de 87 år. Men der var nu alligevel noget underligt ved det. Hvorvar dynen? Han frøs …

Der var et eller andet helt galt, han åbnede øjnene helt, selv om det var en stor overvindelse. Græs? Og hvad var det? Bilen? Var den væltet? Og han var våd?

Langsomt kom det hele til ham: Han havde været ude at køre. Han havde fulgt midterstregerne. Det havde været en rigtig møgvejr: tåget og regnfyldt. Han havde kørt forsigtigt, som man jo naturligvis burde i hans alder. Men det havde været, som om de andre bilister ikke respekterede ham! De respekterede ikke, at han kørte efter reglerne. De andre kørte alt, alt for tæt på ham. Og mange gange havde de retning direkte mod ham og veg først til side i allersidste øjeblik. Idioter!

Han havde fornyet sit kørekort for mindre end to år siden, og der var ingen problemer med det. Overhovedet ikke! Han havde altid kørt temmelig meget, så kom ikke og sig, at han manglede rutine!

Han døsede lidt hen igen. Tankerne gik på langfart. Han kom til at tænke på den gang, Karen havde kørt ind i et træ i glat føre. Der skete heldigvis ikke noget hverken med Karen eller med ham. Han sad for en gangs skyld ved siden af. De kom direkte fra en bedre frokost, og han havde nok fået sin del af de våde varer. Karen havde da også fået lidt at drikke, men det var s'gu ikke hendes skyld, at det gik, som det gik. Det var glat! Det var nu godt, der ikke skete mere, for hvis de havde skullet involvere politiet, så var der nok blevet ballade. Panserne var altid bare ude efter et eller andet, de kunne hænge folk op på! Sådan var det jo i det her samfund.

Karlo blev pludselig klam af angst. Karen havde jo været med også i dag!

- Karen, Karen, hvor er du? Hjælp mig!" Han råbte, men stemmen var sprukken og ordene uforståelige. Han faldt igen væk.