Jens Otto Krag, vendekåbe?

27-04-2026
Jens Otto Krag 1914 - 1978
Jens Otto Krag 1914 - 1978

Statsminister 1962-1968 og igen 1971-1972.

Der er rigtig meget, man kunne skrive om Jens Otto Krag, både personligt og politisk, både negativt og positivt, men det er slet ikke mit ærinde her. Jeg vil derimod fremhæve én udtalelse, han lod falde i 1967. En udtalelse, som i mine øjne hæver ham højt op over alle andre politikere, nemlig

Man har et standpunkt, til man tager et nyt
Aksel Larsen, stifter af SF
Aksel Larsen, stifter af SF

Ordene faldt i et interview med Ekstra Bladet efter folketingsvalget 1966 som svar på, hvordan han så hurtigt kunne ændre sin opfattelse af et samarbejde mellem Socialdemokratiet og Socialistisk Folkeparti. Før valget havde Krag afvist et samarbejde med SF's leder Aksel Larsen, som han opfattede som en gammel kommunist. Samarbejdet blev imidlertid en realitet, straks at valget var overstået, fordi Socialdemokratiet kun kunne beholde regeringsmagten, hvis SF støttede partiet.

Mange, både kolleger, journalister og andre meningsdannere har sidenhen skudt ham i skoene, at han på grund af denne udtalelse fremstod som vægelsindet, utroværdig, vankelmodig, lunefuld, ikke til at stole på, vankelmodig, som en vendekåbe osv.

Jeg er helt uenig, tværtimod synes jeg, at det var meget modigt af Krag: for det første at indgå samarbejdet med SF, selv om han havde sagt, at han ikke ville gøre netop dét, og for andet at erkende og indrømme, at han faktisk havde skiftet standpunkt.

Han fremstår herved pragmatisk, fleksibel, realistisk og åbensindet; alle er de gode egenskaber.

Jeg kan på ingen måde respektere mennesker (og da slet ikke politikere), som aldrig skifter mening. De har én gang for alle besluttet sig for, hvad de mener om alt muligt mellem himmel og jord! De er stædige, stivnakkede, stivsindede, snæversynede, ensporede, fikserede og ufleksible. Intet argument kan få dem til at sadle om, at undersøge en sag fra nye vinkler, at genoverveje et synspunkt.

For mit eget vedkommende må jeg sige, at jeg i dag ikke har et eneste synspunkt eller en eneste holdning, hvor jeg ikke på et eller andet tidspunkt i mit liv har haft det stik modsatte synspunkt eller den stik modsatte holdning! Og det betragter jeg ubetinget som en styrke: at være god til at se en hvilken som helst sag fra alle mulige vinkler og være helt åben over for nye input.

Share