Grævlingen

Lige med et fik jeg øje på den. Grævlingen! Den var kun 2-3 meter væk, og jeg turde dårligt nok trække vejret. Den stod helt stille, mens den rodede rundt i skovbunden med trynen. Synet fik mit hjerte til næsten at gå i stå af bare befippelse. Dér stod den på en baggrund af nyudsprungne gule kaprifolier, der slyngede sig op ad en forkrøblet gammel eg. Selv havde den placeret sig i udkanten af et buskads af sammenfiltrede brændenælder og burresnerrer. Den høje sommersol sendte sine livgivende stråler direkte ned på en lille dam lidt til højre for grævlingen. Solens genskin derfra indhyllede dyret i et næsten glorieagtigt lys.

Jeg deltog i et fagligt weekendkursus i forbindelse med mit atbejde. Det foregik i disse herlige landlige omgivelser, men nu var der 2 timers frokostpause, og jeg trængte til at komme væk fra andre mennesker og var gået mig en tur ned til den nærliggende skov, og det var dér, den pludselig stod lige foran mig. Grævlingen! Jeg tror, den blev lige så overrasket, som jeg blev. Overrasket, men ikke bange.

Den flyttede sig an anelse, lidt længere hen mod et sted, hvor dens instinkt åbenbart fortalte den, at der var flere lækkerbiskner. Den skiftevis skrabede i jorden med kløerne og rodede rundt i en bunke af visne blade med sin lille tryne på jagt efter føde i form af regnorme eller andre smådyr.

Måske var mit hjerte gået i stå. Jeg fornemmede hverken tid eller sted. Jeg bare var! Jeg følte mig ét med naturen - uden hverken tanker eller mål.

Jeg kom til mig selv, da de halvvisne brændenælder pludselig raslede. Eller måske kom jeg snarere ud af mig selv? Det var grævlingen, som nu havde fået nok at at være sammen med mig og stille tøffede ind gennem bræmmen af brændenælder og videre ind i skoven, hvor jeg hurtigt mistede synet af den.

Kunne jeg vende tilbage til menneskenes verden efter denne oplevelse? Når den virkelige verden var her - lige for snuden af mig?

Jeg sukkede og vendte tilbage til gården, hvor kurset blev afholdt.