Flamingo

Anita havde været på posthuset for at hente pakken med den nye designervase, en Alvar Aalto til 2.200 kr. Det var hende, der måtte hente den, da Peter ikke kunne gebærde sig sikkert udendørs. Dårligt gående som han var, og dertil udstyret med et syn, der kun lod tingene vise sig i udflydende gråtoner, ja så var han ikke skikket til at bevæge sig ude i det pulserende liv.

Hun havde - på trods af den hampre pris - længe ønsket sig netop denne vase og gik nu forventningsfuld i gang med udpakningen. Vasen var - naturligt nok - pakket godt og grundigt ind i flamingo.

Peter kunne på grund af sit dårlige syn ikke se, hvor langt konen var kommet med udpakningen, men han kunne høre det! En hvinende og nærmest skærende lyd af flamingo mod flamingo. Hvofor blev hun ved?

Han mærkede det først i tænderne, nærmest som var der en tandpine på vej. En isnende fornemmelse bredte sig fra kindtænderne i undermunden til resten af munden og helt op i hjernen. Dernæst mærkede han en jagende smerte i lænden. En smerte så intens, at han måtte krumme sig sammen. Anita kiggede hen mod ham. Han kunne ikke se hendes ansigtsudtryk, men var ikke i tvivl om, at hun vidste, hvad hun gjorde. Hun vidste, hvad hun gjorde ved ham!

Om disse lændesmerter skyldes lyden i sig selv, eller om der var tale om en reaktion på følelsen af magtesløshed, vidste han ikke. Smerterne bredte sig pulserende opad til midt på ryggen. Smerterne var så heftige, at han ikke kunne ignorere dem. Det var en dump smerte, som mest af alt føltes, som var der nogen, der pressede glødende sten hårdt ind mod hans ryg. Han stønnede højlydt.

"Skøn lyd", sagde Anita med en stemme, han kunne høre var fuld af foragt. Han kunne i bogstaveligste forstand høre hendes vilje til at gøre ondt. De vidste det begge to: Hun gjorde det alene for at irritere ham. Han hadede hende for det, og han følte sig prisgivet og fortabt. Måske havde han brug for at hade? Var det efterhånden ikke den eneste måde, han følte sig levende på? Var der andre måder?