Ugens ord er "pindsvin"

20-02-2026

PINDSVIN

Langt de fleste mennesker synes, at pindsvin er rigtig søde og hyggelige. Og ja, det er de da, men føler de sig truede, så ruller de sig sammen, gemmer hovedet og stritter med alle deres 6-7.000 pigge! Og så holder fleste andre dyr sig på respektfuld afstand.

Men er det nødvendigvis en god taktik? Jo, det er det givetvis for pindsvinene, men er det også tilfældet for os andre?

Vi reagerer på mange forskellige måder, når vi udsættes for hvad vi selv opfatter som en trussel: Nogle stikker af, andre gemmer sig (som pindsvinet), og atter andre skyder brystet frem og gør klar til kamp.

Og det er uanset hvor stor eller lille truslen måtte være: det kan være et truende regnvejr, når man skal i byen, det kan være en ondsindet bemærkning på arbejdspladsen. det kan være det at møde en gruppe truende personer på en mørk vej, det kan være et møde med en stor edderkop (hvis man har araknofobi) eller det kan fx være lægens besked om alvorlig sygdom ... - fortsæt selv listen.

Hvis man nu fx bliver stillet over for alvorlig sygdom, hvordan reagerer man så?

Pindsvinets metode er den at gemme sig: at nægte at snakke med andre om sygdommen, end ikke de nærmeste må komme ind på emner, der tangerer sygdom eller død. Hvis nogen alligevel gør det, reageres der med vrede og aggresion. Alt mister farve; ting, der tidligere interesserede en, er nu ligegyldige. Pligter forsømmes, alt er ligegyldigt. Man trækker sig ind i sig selv.

Denne metode - pindsvinets - er for mig at se den værst tænkelige strategi. Hvordan er det muligt at bryde denne selvvalgte isolering ned?

En dybere forståelse af, at alt i livet - herunder kroppen - er foranderligt og forgængeligt, og at det ikke kan være anderledes, kan måske hjælpe med at reducere frygten for døden. Sygdom og smerter kan ses som en påmindelse om livets skrøbelighed, hvilket kan skabe en dybere værdsættelse af den måske kun korte tid, man har tilbage sammen med sine kære. Det kan måske medføre, at man bruger den resterende tid til gavn for sig selv og ikke mindst for andre.

I stedet for at bekymre sig om fremtiden eller fortryde fortiden, træner man i at være til stede i nuet, selv i smertefulde øjeblikke. Det kan føles svært og næsten uladsiggørligt, men det er ikke umuligt.

Tværtimod er det i høj grad muligt, hvis man tror på, at livet fortsætter efter døden!

En religiøs (kristen) tilgang kan man finde i denne salme (nr. 541) i Den danske salmebog. Læs den langsomt, og lad betydningen bundfalde sig. Ikke i hjernen, men i hjertet:

"Vær du mig nær"

Forfatter: Henry Francis Lyte (1847)

Oversætter: E.N. Marstrand (1915)

1 Vær du mig nær! Nu aftnen sænker sig,
snart mørket råder, vær du nær hos mig!
Når andres hjælp og trøst er intet værd,
du, hjælpeløses hjælp, vær du mig nær!

2 Snart rinder ud mit jordlivs dag så kort,
al verdens glans og glæde visner bort,
alt står for fald, og alt forandres her;
du, som omskiftes ej, vær du mig nær!

3 Kom ej med rædsel som den drotters drot,
men mild og blid at læge ondt med godt!
Giv mig hos dig, som har hver synder kær,
trøst for al sorg og savn; vær du mig nær!

4 Jeg trænger til dig hver en livets dag,
din nåde kun kan sløve Fjendens slag.
Hvem er som du i regn og solskinsvejr
min stav og støtte! O, vær du mig nær!

5 Med dig ved siden har jeg ingen frygt.
Trods sorg og sygdom er mit hjerte trygt.
Hvor er nu dødens brod, o Herre kær,
og hvor er Helveds sejr, når du er nær?

6 Når øjet brister, vis mig korsets tegn!
Lys gennem mørket mig til Himlens egn!
Fly, jordisk mulm, for Himlens morgenskær!
I liv, i død, min Gud, vær du mig nær!


Share