Bænken

Et par smøger og en reparationsbajer, så var Peter klar til at gå ned til sin faste udkigspost. Han lukkede entredøren bag sig og begav sig ned ad trapperne og hen til bænken.

Han sad her hver dag, hvis vejret da ikke var alt for dårligt. Der var altid noget at se på. Bænken stod klos op ad Ringvejen, så der var en konstant strøm af biler. Somme tider kom der da også nogle af de andre forbi. I går var fx både tattoo-John og skinke-Else kommet forbi. Og det bedste var, at de havde haft en hel pose elefanter med!

Egentlig kunne han bedst lide at sidde alene med sine tanker. Det var svært både at snakke med de andre og så samtidig holde styr på alt det, der kørte rundt i hovedet på ham.

Han knappede endnu en bajer op, bare nu ikke broren kom forbi i dag, som han ellers så tit gjorde! Men næppe havde han tænkt tanken, før det gjaldede: "Hva' så, brormand, hvordan har du det i dag?" Broren hilste på ham med et smil så stort, at det så helt grotesk ud! Han satte sig, men endelig ikke for tæt på, han havde vist en meget sart næse. "Du er godt i gang allerede her fra morgenstunden af, hva'?"

Peter mumlede et eller andet utydeligt. Hvorfor holdt broren ikke bare sin kæft? Han var godt på vej til at ødelægge en dag, der ellers var begyndt godt. Sådan da ...

"Havde vi ikke en aftale om, at du skulle vente med øllerne til efter frokost?", lød det fra broren. Peter opfattede kun alt for tydeligt selvgodheden i brorens stemme.

Han sprang op fra bænken med en hastighed, som var tæt på at få ham til falde. "Nu skal jeg fand'me sige dig noget, makker! Jeg er pissetræt af at høre alt dit lort. Pas dig selv med alt dit borgerdyrs-pis! Du har dit på det tørre, og hva' rager det mig? Lad mig være! Jeg lever lever det liv, jeg nu engang har, og det har jeg det fint med! Bland dig uden om! Gå med dig, jeg vil ikke se dig mere! Forstået?"

Broren åbnede og lukkede munden som en torsk i åndenød. Han rejste sig tavst og gik skrutrygget hen ad vejen. Peter satte dagens femte bajer for munden.